Endelig…

Så har vi været arbejdet hos Kicoshep i præcis 3 måneder og 14 dage, og dette er en af de sidste blogskrivninger for mit vedkommende.

Jeg vil fokusere på det arbejde, vi har udført, i forhold til, hvad vi blev informeret om, inden det begyndte. Dette skal referere til min midtvejsstatus, som du også kan finde i min blog. Ikke desto mindre, har vi lige fået oprettet vores Facebook-gruppe, som hedder ”Support Kibera – Afrikas største slum”, med det formål at hjælpe de fattige i slummen i en række forskellige henseender som:

–          Kapital boost til opstart af forretning

–          Forbedring af livskvalitet f.eks. ved donation af senge, tøj m.m

–          Madkurve med mad til en uge for 1 familie på 4

–          Sponsorering af orphans i skolen

–          Hjælp til køb af medicin

Et fundraising projekt vi har arbejdet på længe, som endelig er kommet op at stå på internettet (Facebook), og som allerede har båret frugt! Vi er stolte, og indtil videre har vi ud af de penge, vi har indsamlet, fået brugt 18000 shilling til hjælp til 3 familier. De 3 familier er blevet hjulpet med at genoprette deres forretning, og for 2 af familiernes vedkommende er indtægten blevet 3doblet. For den sidste familie har indtægten slået rekord for omsætningen. Et fundraising projekt vi er stolte af at kunne præsentere, hvor vi (Ferhat, Tola og mig) vil betegne os selv som jobkonsulenter ’jobcenter/borgerservice/social- og sundhedsafdeling/kontanthjælp’; forstået på den måde, at vi indsamler pengene og bestemmer, hvad de skal bruges til. Dog uden at arbejde ud fra nogen juridiske retningslinjer, da det ikke er sådan processen foregår her i Kenya og Kicoshep.

Jeg vil i denne blog også kort beskrive, hvad en socialrådgiver er i Kenya, og hvilke arbejdsområder man som socialrådgiver har.

Sidst, men ikke mindst vil jeg fortælle om kulturen i, og til dels også udenfor, vores institution.

Inden vi kom af sted, fik vi en mail fra Johnni omkring, hvilket arbejde vi ville udføre hernede. Kort remset op fra den mail, blev det nævnt at vi skulle udføre forskelligt socialt arbejde, såsom:

–          Kompetenceudvikling hos kvinder og mænd med HIV/AIDS i hensigt på at blive selvforsørgende

–          Særligt fokus inden for ovenstående er bedstemødre, som er blevet forsørgere for børnebørnsgenerationen pga. af egne børns dødsfald.

–          Kompetenceudvikling hos unge i og uden for Kibera, som var overladt til sig selv pga. AIDS eller anden årsag til forældrenes dødsfald. Man forsøger at engagere disse unge med kampagner og foredrag omkring HIV/AIDS og andre sygdomme.

–          Child-headed homes, hvor forældrene er døde og børnene er blevet efterladt alene. Kicoshep følger op og giver hjælp til selvhjælp med at forsørge sig hos disse

–          Uddannelse i Kicosheps skole som har over 300 børn fra pre-school til 8. . Uddannelse består i at lære dem om HIV/AIDS og kompetenceudvikling i Life-skills. Udover dette at give et dagligt måltid mad til børnene i skolen (sponsoreret af WFP)

–          Børnehave uden for slumkvarteret

–          I Kicosheps egne bygninger foregår der rådgivning om sundhed, særligt i relation til HIV/AIDS.

Af ovenstående arbejdsopgaver har vi udført alle, pånær én. Eneste arbejdsopgave af ovenstående, som ikke er blevet udført er arbejde i børnehaven udenfor slummen, da andre højere vægtet sociale problemstillinger og arbejdsopgaver er blevet prioriteret højere og derfor har optaget alt tiden. Af ovenstående opgaver har vi også arbejdet med en masse mere, og jeg vil referere til min midtvejsstatus, som er længere nede i bloggen. Her kan du se, hvad vi har arbejdet med.

Processen når en foranstaltning skal udføres i Kicoshep, ser således ud:

-Kicoshep finder klienter, ved hjælp af henvendelser fra klienten selv eller ved ved observationer fra deres socialrådgivere en familie, som har en ny eller vedvarende problemstilling, som kræver tiltag. Kicoshep fokuserer på folk med sygdomme som kræft, HIV/AIDS, forældreløsebørn, bedsteforældre som fungerer som caretakers.

-Der bliver i fællesskab med ledelsen og resten af socialrådgiverne/lærerne/sygeplejerskerne, hver mandag drøftet, hvad og hvordan man skal tackle problemet hos familien/klienten.

-Efter drøftelsen og når man er nået til enighed bliver en foranstaltning udført af enten en socialrådgiver eller sygeplejerske eller i samarbejde alt afhængig af, hvem, hvad og hvordan der skal hjælpes.

-Opfølgningn på den foretagede foranstaltning hos familien/klienten bliver udført 1 gang hver uge ved hjemmebesøg og den anden vej rundt med besøg hos Kicoshep fra familiens/klientens side.

NB: Grunden til jeg skriver familien/klienten er, hvis f.eks. kun 1 person i en familie har brug for hjælp, kan de sociale problemer, som er her. F.eks. HIV/AIDS påvirke resten af familien, og derfor ses 1 familie oftest som 1 enhed. Ved 1 ’klient’ forstås som regel en klient, som lever alene.

Kulturbeskrivelse:

I Kenya er regeringen bestemt af præsident Kibaki, som er fra stammen Kikuyu. I Kenya findes der 43 forskellige stammer, hvor størstedelen af Kenya er fra Kikuyu stammen. Sådan er det dog ikke i Kicoshep, hvor kulturen er bestemt ud fra det socialistiske udgangspunkt, at der skal være plads til alle. Det betyder også at organisationen har folk fra Kikuyu, Luo og andre stammer. Organisationens direktør Anne Owiti er selv Luo.  Det betyder altså at de grupper og personer, institutionen benytter IKKE er domineret af af eller ligefrem forbeholdt specielle sociale, religiøse, politiske, etniske grupper – og har det noget betydning. Det skal dertil også nævnes at muslimer og kristne arbejder på tværs af hinanden i institutionen, selvom kun 10% af Kenyas befolkning er muslimer og 80 procent er kristne. Ingen fordomme.

Det sjove til gengæld, ved de forskellige stammer indblandet hos hinanden er diskussioner, man ikke kan lade være at overhøre nogle gange, som handler om politik. Der er præsidentvalg i Kenya næste år, og derfor er der for tiden diskussioner omkring, hvem der vil vinde valget. Vicepræsident Reila (som er Luo) eller den nuværende præsident Kibaki, som er Kikuyu. Det ender ud i nogle meningsfulde, men også stædige diskussioner, som ender ud i et klap på hinandens skuldre, et grin og et ”lad og se om et års tid” replik. Grunden til diskussionerne, er bl.a. fordi det blandt andre stammer udover Kikuyu selv, bliver hævdet at Kibaki er kurupt, og det forsvarer Kikuyuerne selvfølgelig. Personligt tør jeg ikke udtale mig! J

I Kicoshep holder og fester man selvfølgelig også højtider. Det er dog så sørgeligt, at lige denne weekend er Direktøren, hendes mand og alle hendes ansatte er til begravelse i Kisumu (vest-Kenya), fordi hendes far er død. Det bliver selvfølgelig ikke fejret, men sammenholdet blandt de ansatte i organisationen er der – på godt og ondt. Det betyder selvfølgelig også, at højtider som påske (der var i sidste måned) bliver fejret sammen ligeså. Det sker bl.a. forskellig slags hygge i institutionen, som forskellig mad, drikning af forskellige slags væsker (sjov oplevelse) og ikke mindst lovprisning af Jesu korsfæstelse/genopstandelse, som påsken jo handler om. En hel dag bliver brugt på hovedkontoret, dog uden at fokusere det store på arbejde uden for.  Udenfor Kicoshep bliver man i påsken mødt af et smil af de mange religiøse med et venligt ”Enjoy your easter”.  Som man måske skulle tro, når man tænker på ordet ”Afrika” (som mere eller mindre jo er et begreb), jamen så foregår højtider som brylupper, fødselsdage, jul m.m. altså ikke, hvor man ser flere zuluer med spyd og står og hopper og danser. Nej, højtider her i Kenya, foregår ligesom i Danmark. Man bliver gift i en kirke osv. Godt nok skal det nævnes, at ude i de øde områder som Masaai Mara, hvor Maasai stammen hører til,  er traditionerne de lever efter flere hundreder år gamle, og man laver ild med pinde, jo højere man kan hoppe – jo flere kvinder, dræber du en løve har du ret til ca. 5 kvinder osv. Her er og bliver højtider selvfølgelig holdt og fejret anderledes. Jeg vil referere til en film, som hedder ”The white Maasai” vi er blevet vist af Kicoshep. Det handler om en hvid kvinde som forelsker sig i en Maasai, og som så prøver at integrere sig ligeså. Af egne erfaringer har jeg selv besøgt Maasai Mara, og virkede mit internet lidt bedre, kunne jeg også uploade nogle billeder. Men du må nøjes med at læse om det eller finde information på Google, hvis du vil mere om livet og kulturen der!:-)

Til sidst i denne blog, vil jeg beskrive, hvad en socialrådgiver arbejder med i Kenya, og hvad der menes med betegnelsen.

Som socialrådgiver i Kenya er man betegnet som en arbejder, der udfører socialt arbejde i det sociale felt, som herved er indforstået med områder som: slumkvarterer (belastede områder), skoler, hospitaler, hjemmebesøg. Her i Kenya er en socialrådgiver meget mere generaliseret i det sociale arbejde og arbejder med alle områder inden for det sociale perspektiv, hvor imod man i Danmark som regel bliver specialiseret inden for et område. Det har selvfølgelig sine fordele og ulemper, men her i Kenya er der brug for hjælp på mange flere områder og i og med socialrådgiver uddannelsen er kortere, er den selvfølgelig heller ikke ligeså dybdegående som i Danmark og derfor bliver man hurtigere kastet ud på arbejdsmarkedet, hvor man så hurtigere kan tjene de flere arbejdsområder hurtigere. Kicoshep fortæller at, som socialrådgiver her i Kenya, handler det om erfaring.

En almindelig dag i Afrika, men en dag udover det sædvanlige!

Alarmen ringer… Klokken er 7:30, det er mandag, starten på en ny uge, og vi møder, som vi plejer kl 8:30 på headoffice lige ved siden af Wilson Airport. Jeg vågner op med et sæt, og det første jeg gør, er at gå mit myggenet igennem. Jeg finder som regel altid lige en myg eller to, som jeg lige klasker med et par klap, og mit eget blod er på mine hænder. Rimelig klamt, men så er jeg da stået op. Jeg tager min malariamedicin og bevæger mig stille og roligt ud af døren med gutterne, Ferhat og Tola. Vi går hen til ”busstoppestedet”,  hvor vi tager vores Matatu fra. En matatu er en slags minivan/varevogn, med plads til 14 passagerer og det koster omkring 20 shilling at blive transporteret i den. På vej til Kicoshep skal vi igennem to stop med Matatuer, men så er vi der. Ud af Matatuen og vejen snor ned mod Wilson Airport som er skarpt bevogtet, som var det Amalienborg i Danmark, med den ene soldat efter den anden iført sine uniformer og AK47’ere. Vi går de små 300 meter, og på vejen bliver vi mødt med en venlig morgenhilsen ”Jambo!” eller ”Sema!” som menes med ”godmorgen, hvordan har du det?” hvor vi dertil svarer ”Poa sana!” eller ”Msuri Sana!” som betyder ”meget godt!”

     Medarbejderne er som regel i gang med en hovedrengøring (hver mandag), når vi ankommer 8:30, men omkring et kvarter senere sidder vi alle sammen samlet ved ’det runde bord’, som drengene og jeg kalder det, på trods af det er firkantet! Nå, men det er altså her, vi holder vores ugentlige Workplan, hvor der bestemmes, hvordan ugen skal foregå, og hvad der præcis skal ske. Men først snakker vi lige om, hvad vi hver især nu har lavet i weekenden. Og denne weekend har drengene og jeg været ude og spise krokodille, struds og andet slags spændende kød. En virkelig sjov, spændende og smagsfuld madoplevelse vi fik fortalt om til resten af personalet, som med deres store smil og højlydte smittende latter grinede med og hørte vores reaktioner. En god start på morgenen, hvor klokken så er blevet 9. Vi skal i gang med at planlægge, og det er som regel Sophie Donde, som er ordstyrer. Sophie som jeg personligt vil betegnes som Anne Owitis (direktøren) højre hånd er administrativ manager i organisationen.

     Efter drøftelse, ideer og samtale frem og tilbage med de omkring 10 deltagende ved bordet, er det nu blevet planlagt, hvordan ugen skal foregå. Klokken er nu omkring 12:00, og vi har spist ugali (majsbrød) og drukket the sammen med resten af crewet. Det er på tide at bevæge os ud i fielden og besøge en familie!

Vi har fri klokken 16, så vi har et par timer at bruge. Vi bevæger os med Elsa (vores personlige koordinater), mod Kibera, hvor vi skal besøge endnu en familie, som vi har valgt at inddrage i vores fundraising projekt. Et projekt, hvor vi har valgt at hjælpe de mest udsatte familier, Kicoshep er i kontakt med. Det skal dog siges, at Kicoshep allerede har forbedret deres levevilkår en del. F.eks. ved at skaffe dem et hus, betale for børnenes uddannelse, hjælpe med sygepleje o.a. sociale foranstaltninger. I dag skal vi besøge Agnes, og turen går fra Kicoshep School i Kibera ca en halv times gåtid, gennem de til tider stinkende gader, men også med de smilende mennesker i boderne og alle børnene, der hver gang de ser en Mzungu (hvid person) råber ”How are you! How are you! How are you!” i kor.  På vejen igennem Afrikas største slum, oplever man meget. Det ene øjeblik ser man en hårdt arbejdende håndværker, der svejser jern med solbriller på! Det næste øjeblik ser 10 børn spurte efter en bold lavet af bare poser og snor bundet udenom, en fladmast rotte der er blevet til ét med jorden og ikke mindst, møder vi de skæbner som ikke har mulighed for at klare sig selv, som for det meste bare sidder og hænger ud ved at sidde på jorden, hvor deres stol/sæde blot er et stykke pap. Men sikke en udsigt, over afrikas største slum, man også ser nogle gange. Nå! Men vejen til Agnes  er lang og krænket gennem Kiberas smalle gader. Så krænket at Elsa dårligt nok kan finde vej! Men nu er vi der. Vi går ind i et hus, som er mindre end et klasseværelse på vores skole i Danmark. Et hus/rum, som ca. svarer til højst 10 km2. ’Soveværelset’, som er separeret fra resten af huset med et stort lagen, består af 1 seng. Køkkenet er inde i ’stuen’ kalder man det vel? Og består af et par gryder og en varmeplade. Beskrivelsen af huset er svær, men jeg vil forsøge et poste et billede. For det næste øjeblik vi har sagt os ned, og vi er blevet mødt med dejlige hilsner, træder de børn Agnes passer ind ad døren. Agnes som er en bedstemor, enke fordi manden er død af HIV, og hendes søster endda af samme sygdom, tager sig af 13 børn, som består af hendes børnebørn, nevøer og så endda et barn hun har fundet efterladt, da han var blot omkring 1 år ude ved jernsporet i Kibera. Agnes bor med disse 13 børn og hende selv, og de skiftes til at sove i sengen. Omkring 10 sover på gulvet hver nat. Det er hårdt at se og føle, og så samtidig tænke på at vi brokker os I Danmark over småting sammenlignet med dette. Men det er også derfor vi er kommet! For at hjælpe, først og fremmest Agnes og hendes familie i den rigtige retning (om end det så bare er en ekstra seng, de har brug for). Dernæst for at hjælpe vores egne følelser ikke til at blive negative og gå derfra triste, men positive og forhåbentlig med et smil på læben, fordi vi mener, vi kan gøre en forskel for netop den ene familie! Det ved vi, at vi kan! Og vi gør alt, der står i vores magt for det.

I dag er vi kommet hos Agnes, og efter at have snakket med hende lidt, tager vi nogle billeder af familiet samlet, og vi beder hende lave en ’lfe story’, hvor hun fortæller om fortid, nutid og sin forhåbentlige fremtid. Dette er til brug for vores fundraising projekt, hvor vi bl.a. meget snart vil have en side på Facebook oppe at køre, hvor vi håber på så meget support som muligt.  Midt i alt dette oversætter Elsa fra swahili til engelsk, fordi Agnes ikke er så god til engelsk. Vi siger pænt farvel, og bevæger os henad mod skolen for at rapportere, hvad vi netop har været vidne til. Selvfølgelig går vi også lige vores daglige tur ned gennem skolegården for at hilse på de mange børn, som elsker at vi er hos dem. Efter en masse smil og med en dejlig følelse i kroppen af glæde og forhåbninger om at kunne gøre en forskel, vandrer vi ud af slummen og hjem mod vores lejlighed, som ligger blot 100 meter fra hovedindgangen til Kibera, som jeg deler mig Ferhat og Tola. Det er tid til at få en middagslur, men først skal vi lige lave lidt frokost. Den består af nogle stegede squash i skiver: tilbehør youghurt og chapatis. Chapatis som vi har købt i Kibera, koster blot 10 shilling stykket og er det afrikanske svar på et stykke Fladbrød (Naan brød om nogen vil kalde det). Efter vores frokost, er det som sagt tid til en middagslur, og da vi vågner tager vi en tur til Nakumatt, som er vores indkøbscenter, og hvor vi køber ind til aftensmad og højst sandsynligt lige går oven på og får en os god smoothie og et stykke med vandpibe oven på en god arbejdsdag. Vi går hjem og tilbereder maden, og diskuterer, hvad vi skal lave i næste weekend. Vi håber på at tage en tur til Chania Falls, som er et stort springvand blot 1 times kørsel i en matatu herfra, men en ny dag venter i morgen, og vi må arbejde hårdt for at gå på weekend og nyde vores eget dejlige liv i Afrika, præget af fattigdom og den smukkeste natur, jeg har været vidne til. Sikke et kontinent og jeg er bare i Kenya.

Stephan

 

Institutionens (Kicosheps) indsats

Kicoshep står for Kibera Community Self Help Programme!

Kicoshep har uddannet personale med følgende baggrunde: Socialrådgivere med diplomater og forskellige grader. En advokat. Folkeskolelærere. Sygeplejersker, clincal officers og en enkelt revisor. Andet personale er ansatte som er kommet til Kicoshep pga. Deres dilemma som f.eks. et liv med HIV. Hvad som er ens ved Kicosheps personale, er at de alle har fået jobbaseret træning i internt og eksternt, såsom hjemme baseret pleje, psykosocial støtte, overvågning og evalauation, børns rettigheder og behandling af smerte og palliativ pleje for mennesker med llvsnedsættende sygdomme.

De ovenstående uddannelser er alle sociale og kan alle tages i Kenya. Problemet er, at man ikke som i Danmark får penge for at gå på uddannelse, men at man tværtimod skal betale for sin uddannelse. Dette kan være hårdt med den levestandard, der allerede er i forvejen. Selve uddannelsen som socialrådgiver tilstrækker sig forskellige grader, og har man ikke en highschool uddannelse, så man kan tage den som en bachelor på college, så kan man mod batling heldigvis tage ”kurser”, hvor man får diplomer i, hvilket arbejde man er blevet uddannet i inden for det socialfaglige. Dette er dog selvfølgelig ikke tilsvarende en bachelor.

Kicoshep arbejder med PLWHA (people living with HIV/AIDS) forældreløse børn, smittede mødre med positive børn og andre patienter med livsnedsættende sygdomme som f.eks. kræft. Hertil kan jeg passende tilføje, at det også helt klart er disse specielle dele af det sociale arbejde, som gør et stort og særligt indtryk på mig. Forleden dag, var jeg ovenpå i Kicoshep for at besøge en kræftpatient Kicoshep tager sig af; betaler husleje for, mad, palliativ pleje osv. Denne kræftpatient Havde fået opereret sit bryst væk, og det er desværre spredt sig til ryggen, og hun har ca. 1-2 år tilbage at leve i, hvilket hun godt vidste selv. Jeg kunne se i patientens øjne, at hun var klar til at dø. Tomheden i blikket talte for sig selv, men alligevel var hun i stand til at hilse pænt på os ”Jambo sana!”. Og kort fortælle om sin datters gode karakterer, som afsluttende i primary school (folkeskole). Jeg blev meget rørt af mødet med hende. Ligesom jeg bliver med alle de andre patienter og klienter Kicoshep har, og jeg tænker først og fremmest. ”Hvad ville de have gjort uden Kicoshep”, som nærmest svarer til en kommune/hospital/støttecenter for disse patienter, og dernæst tænker jeg: ”Hvad kan jeg gøre!?” Det er forundrende og meget stressende tanker der flyver gennem hovedet på en, men jeg gør mit bedste og patienterne selv kommer tit med et ønske, når jeg f.eks. fortæller om vores fundraising projekt. ”Jeg kunne så godt bruge en ny madras, please help me!” eller ”Jeg har brug fo 5000 shilling, så jeg kan genåbne min butik, hvor jeg sælger grøntsager” Et meget beskedent ønske, som svarer til små penge fra vores side.

Hver gang inden Kicoshep tager en patient til sig, bliver der lavet grundigt forarbejde omkring denne, for at sikre at patienten for den rette behandling. Kicoshep har procedurer for dette, og består bl.a. af afdækning omkring patientens familie, tidligere baggrund og nuværende iivstilstand.  Kicoshep har også procedure at følge, når de optager en klient som påfyldning af samtykke papirer med klienten. Kicoshep har også procedurer for ansættelse af personale og alle medarbejdere er på  en  etårig kontrakt, men udvides til at omfatte perioden af ​​det program, som tilfalder dem. Kicoshep laver også medarbejdersamtaler hvert år for personalet med henblik på motivation, forfremmelse og overflytning/rykning til andre nye programmer. Kicoshep har også personale- og frivilligepolitik, der styrer ledelsen og hele resten af personalet. Kicoshep har også opererer under NGO handling politik

Noget Kicoshep går meget op i ang. læring er helt klart at uddanne personalet ordentligt. Det er meget vigtigt at uddanne personale i udviklingen såsom hjemme pleje, palliativ pleje og ajourføre personalet om udvikling omkring HIV og andre sygdomme og community aspekter. Foreksempel siger man ikke længere HIV-ofre, men HIV-patienter eller -klienter. Udover det er det vigtigt i udviklingen omkring forretning i Kibera at uddanne også familiemedlemmerne til at varetage forretningen, hvis ejeren f.eks. er syg. Eller uddanne familien i palliativ pleje, hjemme pleje og andre ting. Altså at træne medarbejdene i at lære andre hjælp-til-selvhjælp.At arbejde som et team gør arbejdet meget lettere og accepterer ideer fra alle medarbejdere og lære af hinanden, er også noget Kicoshep går højt op i. Dette mærkes specielt ved det ugentlige workplan-møde om mandagen.

En midtvejsstatus

Nedenstående midtvejsopdatering er udarbejdet af og gældende for:

Students:

Ferhat Can

Tola Ibrahim

Stephan Grimm Hvolbøl

Administrating manager:

Sophie Donde

Director:

Anne Owiti

Overview Rapport – 15/4-2011

 

Feb. 14 – April. 15.

Introduced to Kicoshep:

–      background

–      activities

–          Introducing to the Kicoshep School

–          Introducing to the slums

Working in the field:

–          Working with OVC (orphans vulnerable children)

–          Palliative care

–          Parents forums

–          Visiting of families ( at least 30) with struggles such as:

– HIV/AIDS patients

– Child Headed Homes

– Caretakers and grandmothers taking care of orphans

– Families with bad livelihood conditions

– Commercial sex workers with children

–          GSL ( group service and loan)

–          Fundraising

–          Working with children in creating arts, P.E., life skills and counseling

Kicoshep is an organization that, works with children from the streets, bad behauvior and orphans who have no hope in life.

Kicoshep has created a program for orphans and vulnerable children to rehabilitate in children in Kicoshep school. We were able to counsel the children and to give them more support by teaching them in – creative arts, life skills, physical education, nutrition and psychosocial support

Assisted in talent building

–          Sexual education

–          Hygiene

–          Productive Health

–          Feeding program

–          Reading support in the library

–          Registration for all the pupils in the school

–          Launch serving

–          Correcting compositions

–          Daily register of all the pupils in school from baby class – std 8

–          Taking child’s case history

–          Conducted forums for 119 parents to educate on HIV/ aids, child abuse and health education.

Fundraising:                

–          Marketing Kicoshep locally, international and through the internet

–          Heading for 15 families, of which is the most needed families of the 30 we have been visiting

–          Working throughout using Facebook, Internet, mouth to mouth and mouth to ear methods

–          Indications of taking pictures and receiving life stories. Also showing examples of successful business people, who were struggling before

–          Clothes donations from Denmark to do business with

–          The goal is to help the families with: starting and  Boosting their business, improving livelihood, education, prolong their life’s for those who’s living with illnesses

–          Accomplished so far to fundraise 36000 Ksh – 13000 is spend – 5000 for Nuru Barkit and 8000 for Asha Sudi. Balance – 23000

–          Money goes to the community through Kicoshep, because of security terms, procedure and administration fees of 5%

Except for this, we have hired Deborah Atieno (who is a mother of one of the families included in our fundraising programme) to clean our apartment for 600 shilling each time. (once a week)

Uddannelsplan

Så går vi ind i 4. uge med vores praktikarbejde og mine mål for uddannelsen er bestemt blevet klarere nu, end da jeg begyndte arbejdet og først ankom her til Nairobi.

Mit personlige overordnede mål med praktikarbejdet er blive rustet til at kunne klare socialt arbejde i et bredt omfang, da der her i Afrika er sociale problemer udover det sædvanlige, vi kender til fra Danmark. Denne uge har været lidt speciel, da Ferhat, Tola og jeg, har været ude og besøge en familie i Kiberas slum; en mor som var alene med 5 børn, hvor et af børnene er handicappet, og moren ikke har råd til medicin. De andre børn har måttet droppe ud af deres uddannelse på grund af mangel på penge, men more to come omkring det! Det, jeg prøver at sige, med dette visit vi var ude på, er at jeg virkelig indså hvilke sociale problemer, jeg skal arbejde med. Nemlig sociale problemer ud over det sædvanlige! Problemer, vi ikke støder på i Danmark, og problemer som for længst ville være løst, hvis det fandt sted. I og med jeg har set dette i øjnene har mine mål med uddannelsen naturligvis fulgt med og nogle nye er opstået.

Det var en hård oplevelse for følelserne, og som jeg skrev, håber jeg at blive rustet psykisk til at kunne arbejde med professionelt med disse problemstillinger, for det er det vi kommer til. Tola, Ferhat og jeg, har et projekt, vi vil fokusere på og som vi også har fået grønt lys og endda mange skuldreklappe fra organisationen og dens medarbejdere med på vejen af. Projektet vil blive beskrevet nærmere, når dette er påbegyndt.

De fleste sociale problemer i Kiberas slum, handler sørgeligt sagt om pengemangel. Selve skælden mellem rige og fattige her i Nairobi er så stor. Ja, det kan faktisk ses med det blotte øje; klods op ad Kibera ligger en golfbane og blot 2 minutter fra Kiberas ’Main entrance’ ligger den ene luksusbolig efter den anden med pool, egen portner og vagt. Penge er blandt andet lig med medicin, og jeg ser en stor udfordring i dette, og jeg glæder mig til at vide og lære mere om, hvordan man på professionel vis behandler problemer som disse, når man ikke er berrettiget, ligesom i Danmark, til f.eks. at give kontanthjælp. Ikke desto mindre, ser jeg frem til at skaffe penge og starte noget fund raising, så jeg også kan hjælpe på den måde, der er aller mest brug for. Pengene skal naturligvis øremærkes, og dette hjælper Kicoshep os med.

Noget jeg kommer til at bruge meget for at lære dette, vil helt sikkert være noget at det jeg har lært hjemmefra, hvor vi bl.a. er blevet undervist i at gå ned på patientens niveau. Vi skal ikke glemme, at mange er dybt religiøse her, og blandt andet det, skal der også tages hensyn til, når man skal snakke med en familie/enkeltperson.

Som jeg skrev i starten, er mit overordnede mål at blive rustet til at have med så slemme sociale problemer at gøre, som der er her. Og det som jeg skal arbejde meget med, mht. dette er at gøre mig selv klar og forberede mig på at arbejde med så udsatte familier og enkelt patienter, som måske er på renden til at dø, eller som ikke har mere tilbage end deres hjem, som er lavet af blik tag. Hvad jeg lærer af dette, vil jeg lade tiden vise, men jeg har en stærk formodning om, at jeg vil være i bedre stand til at arbejde med hårdt belastede familier engang, når praktikopholdet er overstået.

Med afslutningen af denne blog, går 4. Uge i gang med arbejdet, og jeg ser frem til og glæder mig til en ny og spændende uge!

Stephan

Beskrivelse af institutionen

Så er der gået 2 uger siden arbejdet begyndte. For at være helt præcis, må jeg lægge 2 dage til, og fortælle at grunden til at bloggen først kommer op nu, i stedet for i mandags, er pga. et strømsvigt Nairobi har haft i ca  48 timer. Hvad vi har fået fortalt, skyldes det en mindre eksplosion, hvor elektriciteten styres fra. Dette sker ca 1 gang hver 3 måned, så vi må håbe det var første og sidste gang. Udover dette får vi nogle gange små strømafbrud på 1-2 timer, men dette har vi ikke prøvet før. Heldigvis har vi gas-komfur og vi har mødt nogle søde mennesker i samme bebyggelse, som vi kunne hygge os med, imens strømmen ikke var der. Jeg er virkelig begyndt at kunne mærke, hvordan Afrika er, og hvis jeg skal beskrive det kort, er det helt sikkert: ”no stress”, hvilket jeg faktisk sætter pris på, så man ikke forhaster sig og bliver stresset. Ikke desto mindre så jeg en t-shirt i dag, hvorpå der meget sjovt stod “work less, sleep more – live longer” en filosofi mange afrikanerne ifølge dem selv lever ud fra!:) Nå, men denne omgang blogskrivning skal handle om den organisation, vi arbejder for; nemlig Kicoshep.

Inden jeg går i gang, vil jeg påpege, at jeg ikke har skrevet noget om institutionens lovmæssige tilhørsforhold, da der endnu venter svar fra ledelsen.

Kicoshep er en af de største NGO (non governmental organization) hjælpeorganisationer i Afrika, som hovedsagligt beskæftiger sig med at bekæmpe Hiv/Aids og hjælpe det udsatte lokalsamfund og de udsatte enkeltpersoner og familier. Kicoshep startede i 1991 i et skur i Kibera og starteren/direktøren hedder Anne Owiti. Hendes mand, William Owiti, fungerer som kontaktperson mellem os studerende og Kicoshep.

Kicosheps personale består af socialrådgivere og sygeplejersker. Hertil skal det nævnes at en socialrådgiveruddannelse i Afrika også tager del i sygepleje, da det er en del af socialrådgiverens profession her. Udover dette har Kicoshep også et slags mellemled, nemlig en såkaldt (chairman og chairwoman) som fungerer som en slags kontaktperson mellem Kicoshep og det pågældende slumområde. Uden Chairmandens hjælp, kan det være svært at få kontakt til slummen pga. tilliden skal være der. Hos chairmanden og kvinden er tilliden der, fordi de selv er opvokset i slumområdet og er en del af dette.  Anne Owiti er selv uddannet psykolog og teolog i Nairobi og prædikant i Israel.

Kicoshep yder ‘hjælp til selvhjælp’ programmer. Indenfor Hiv/Aids området yder de blandt andet det som kaldes VCT (Voluntary Counseling and Testing), hvor kicoshep er pioner på dette område. VCT henvender sig til alle og enhver, som gerne vil have afklaret om de er smittet med Hiv/Aids. En simpel blodprøve fortæller dig efter 1 minut, om du er positiv eller ej. Counselling delen består i samtale i flere henseender til positive såvel som negative patienter. Counselling bruges blandt andet til at få en positiv til at acceptere sin sygdom og leve med den, til den negative for at forebygge og formindske sin smitte risiko. Kicoshep yder også andre hjælp til selvhjælp programmer såsom skoling, opfølgning  af og læring til tanter/bedsteforældre og andre , som frivilligt tager sig af orphans (børn uden forældre). Desuden driver Kicoshep en skole i Kibera slummen for børn med hiv/aids og forældreløse børn og også almindelig børn fra slummen, som vil ha en uddannelse.

Kicoshep er en privat organisation som ikke får statsligt tilskud, men tværtimod bliver støttet af andre hjælpeorganisationer som: Unicef, WFP (World Food Programme) og andre engelske hjælpeorganisationer som kan ses her: http://www.kicoshepkenya.org/Sponsors/Our-Supporters.html

Ang. betaling til Kicoshep skal forældre betaler for deres børn for at gå i skole, 50 shilling (3 kr.) for mad og udover dette koster det penge at gå i skole i Afrika. Sådan er det overalt. Kicoshep tager et mindre beløb tilsvarende 300 kroner om året for et enkelt barn. For undervisningen og opfølgningen af orphans’ caretakers og hiv/aids patienter, taget Kicoshep ikke noget for det. Tværtimod bruger kicoshep deres indtjening fra skolen og sponsorere til bl.a. at bygge hjem med toiletter til de forældreløse børn.

Kicoshep er gået fra i 1991 fra at have et skur til at have deres egen bygning klods op ad Wilson Airport i Nairobi. Bygningen har adskillige rum som blandt andet bruges til undervisning, kontorer, opbevaring af medicin, hvilerum til folk med hiv/aids,  køkken, spisestue, toiletter og endda en internetcafe. Tilhørende hovedbygningen er der også en bygning overfor, hvor Annes kontor er, og hvor receptionisten holder til. Bag denne bygning har Anne sin have, hvor hun blandt andet dyrker forskellige planter og træer hun holder af.

Det må være det, som indtil videre er at vide omkring organisationen. Mere til vil komme, når jeg har været mere ude i “the field” og arbejde. De første 2 ugers arbejde, har gået med at være på skolen og undervise i life skills og creative arts. Life skills som er midler til at klare sig i hverdagen og blive bedre til noget man holder af og creative arts, som hovedsagligt er tegning men også at fokusere på, hvad børnene er gode til og holde fast og forbedre sig i dette.

Jeg vil slutte denne omgang blogskrivning af med at fortælle, at jeg smutter en tur på safari fra Torsdag morgen til Søndag eftermiddag!:-) Håber alle nyder deres praktikophold.

Blog 1

Blogskrivning @ Kenya praktikophold 4 mdr. Det jeg allermest ønsker at få ud af opholdet i Afrika/Kibera er god social og faglig sparring mellem indbyggerne og eleverne i Kibera, såvel som udenfor. Ved faglig sparring forstået på den måde, at jeg ønsker at lære en masse om deres kultur. Ved social sparring forstået på den måde at jeg glæder mig til at blive præget af deres kultur og blive social på deres måde og tage det til mig. Jeg forventer et kæmpe kulturchok, og jeg håber jeg bliver indlært en masse positivt fra den Afrikanske kultur, men også at jeg kan bruge og udveksle den danske. Når den sociale og faglige sparring er nævnt, ønsker jeg at udvikle mig selv personligt for at blive mere selvstændig, uafhængig og sætte mere pris på tingene, jeg har herhjemme. Den største faglige udfordring (kulturens betydning såvel som den praksis som du forventer at møde) – tror jeg bliver først og fremmest bliver at bruge undervisningen, vi har lært hjemmefra. Vi skal udføre socialt arbejde og selvom vi er godt klædt på fra undervisningen i faget, tror jeg det bliver en kæmpe faglig udfordring at bruge det i Afrika. Undervisningen har ikke været så international, så det bliver spændende og en udfordring at bruge nogle af de ’danske’ aspekter fra vores undervisning til at udføre arbejdet. Når det er sagt, bliver det selvfølgelig også sværere end normalt at komme frem til de budskaber man gerne vil, da kommunikationen ikke skal foregå på dansk. Den største personlige udfordring for mig bliver helt klart at følge det afrikanske tempo. Jeg har hørt og læst at den afrikanske kultur ikke er ligeså stressende som i Danmark, hvilket medfører sig at afrikanerne tager god tid til alt og at 5 minutter sagtens kan betyde 1 time. Det, kombineret med min manglende tålmodighed i forvejen, bliver en kæmpe udfordring og noget jeg håber at udvikle hos mig selv og tage med tilbage til Danmark. Mht. til min største bekymring er der to ting jeg går og tænker over; 1 – om jeg kan bo sammen med de 3 piger som skal med foruden Ferhat, Tola og mig selv og 2 – om der skulle opstå nogle sygdomme hos de andre eller mig selv. Det bekymrer mig en smule om vores fælles struktur og organisation vil hænge sammen hos os 6 mennesker, som skal bo sammen i 1 lejlighed. Ikke nok med at jeg går et land/kontingent fyldt med alverdens sygdomme i møde, så skal jeg oven i købet også arbejde i Afrikas største slum, hvor der blandt andet kun findes 1 toilet pr. 500 indbygger. Det bekymrer mig om jeg bliver smittet med nogle sygdomme, som vil svække mit helbred og forhindre mig i at udføre mit arbejde. Det at være dansk i udlandet (Afrika) opfatter jeg umiddelbart, som at blive betragtet som turist (blive taget godt imod med åbne arme), men at man er en rig, hvid person, som de måske vil prøve at udnytte i forskellige henseender. Jeg tror, at når man er dansk i Afrika, vil man blive ’nasset’ på og ens hjælp vil mest blive iværdsat midlertidigt og vil mest være omfattet af den økonomiske støtte man kan give. Allerede nu, hvor jeg skriver denne blog, og jeg skal skrive, hvad jeg kommer til at savne mest, kan jeg helt klart sige det bliver min familie. Hovedsagligt min lillebror og lillesøster. Jeg ville virkelig ønske jeg kunne dele alle mine oplevelse med dem hernede, men når det er sagt, kommer jeg til at savne at sove i min egen seng med min egen dyne! Når jeg kommer hjem, håber jeg at have styrket en masse ting. Bl.a. min kommunikation med andre kulturer samt mit brug af engelsk. Hertil hørende internationalt socialt arbejde, og jeg håber at være godt udrustet til et eventuelt ophold mere efter min uddannelse med f.eks. unicef, røde kors osv i udlandet. Derudover håber jeg at have styrket min personlige udvikling, og selvfølgelig mit forhold til de andre medstuderende. Foreløbelige mål med opholdet, såvel faglige som kulturelle og dine forventninger til at de kan blive indfriet Mine foreløbelig mål med opholdet fremgår ovenfor, men kan kort nævnes som uerstattelig personlig og faglig udvikling. Mine forventninger til at de kan blive indfriet ligger i Kicosheps ånd, og jeg håber at de kan give os et uforglemmeligt ophold, som vil gå over mine forventninger! 

Hello world!

Welcome to WordPress.com. This is your first post. Edit or delete it and start blogging!